Få vores nyheder på mail

A.P. Møller Holding får nu grønt lys til geotermi i Aalborg og Aarhus

Nyhed   •   Apr 15, 2019 10:06 CEST

Billede: GEUS

Pressemeddelelse fra Energi- Forsynings- og Klimaministeriet:

Med to nye tilladelser til efterforskning og indvinding af geotermisk energi kan A.P. Møller Holding Invest IV nu starte undersøgelser af undergrunden i Aalborg og Aarhus. Det grønne potentiale ved at bruge geotermi i fjernvar-men kan være stort, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Med to nye tilladelser fra Energistyrelsen i hånden kan A.P. Møller Holding Invest IV nu gå videre med at undersøge potentialet for geotermi i to udvalgte områder i Aalborg og Aarhus. Der skal bl.a. bores efterforskningsbrønde for at afdække mulighederne i at kommercialisere geotermi til brug i fjernvarmeforsyningen i Danmarks 2. og 3. største byer.

”Verden står med en enorm klimaudfordring. Derfor er det meget positivt, at der er interesse i at udnytte den grønne, geotermiske energi, som bogstaveligt talt ligger under fødderne på os. Med den seneste energiaftale, som havde bred opbakning fra alle partier i Folketinget, har regeringen sikret mulighederne for at udnytte geotermien i fremtidens fjernvarmeforsyning,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Stort potentiale og store eksportmuligheder

Ministeren ser også store muligheder i at udnytte geotermi i stor skala, og ikke mindst som en ny dansk eksportmulighed.

”Der er et stort potentiale både i forhold til den danske varmeforsyning og i fremtidige eksportmuligheder af dansk viden og teknologi på området,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

De to områder omkring hhv. Aalborg og Aarhus er udpeget, fordi undergrunden her vurderes at være egnet til geotermi. Det skal de nærmere undersøgelser nu afdække.

Fakta

  • Der ansøges om tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi med henblik på fjernvarmeforsyning ved to årlige ansøgningsfrister, hhv. den 1. februar og den 1. september.
  • Energistyrelsen modtog den 1. februar 2018 fire ansøgninger for overlappende arealer ved Aalborg og Aarhus.
  • Geotermitilladelserne bliver givet på baggrund af ansøgerens finansielle og tekniske kompetencer samt kvalitet og omfang af ansøgerens arbejdsprogram.
  • Tilladelser er undergivet de til enhver tid i Danmark gældende retsregler.


Tilladelse nr. G2019-01, Aalborg geotermi

Tilladelse nr. G2019-02, Aarhus geotermi