Få vores nyheder på mail

EUDP har 250 mio. kr. til udvikling af innovative energiteknologiprojekter i næste ansøgningsrunde

Nyhed   •   Dec 20, 2019 09:20 CET

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) indkalder ansøgninger til udvikling af innovative energiteknologiprojekter med ansøgningsfrist den 6. marts 2020 kl. 15:00.

EUDPs nye indkaldelse og yderligere ansøgningsmateriale findes på Energistyrelsens hjemmeside under ”Søg tilskud”.

Indkaldelsen omfatter:

  • EUDPs generelle pulje: 250 mio. kr.
  • Power-to-X-pulje: 17 mio. kr.
  • EUDP særpulje – Nordsøpuljen: 5 mio. kr.

Mens EUDP støtter udvikling og demonstration af alle typer af innovative energiteknologier med den generelle pulje, er de to særpuljer målrettet særlige indsatsområder.

  • Power-to-X-puljen har til formål at støtte projekter med fokus på udvikling og demonstration af teknologier, der er nødvendige for at kunne viderebearbejde brint til ”X”-produkter, herunder indfangning og rensning af CO2 på affaldsforbrændingsanlæg eller industrivirksomheder, samt produktion af grøn ammoniak og jetfuel mm.
  • Nordsøpuljen har til formål at støtte udviklings- og demonstrationsprojekter med tilknyttet forskning, der kan bidrage til en mere miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas. Sigtet er især at reducere det miljømæssige footprint for industrien.


Projekter skal indfri de danske klimamålsætninger

I forbindelse med aftalen om fordelingen af forskningsreserven (november 2019) er der fokus på, at der gives større støttebeløb til større projekter, der er centrale for at nå de danske klimamålsætninger. Der er i det hele taget behov for en indsats på en række fokusområder for at understøtte klimamålsætningerne:

  • Udviklingsindsats inden for processer og anlæg, der kan omsætte og lagre elektricitet som andre energiformer. Dette kræver en stor grad af sammentænkning af forsyningssektorerne (el, gas og varme) og transportsektoren.
  • Udvikling af anlæg, der i stor skala kan omdanne el til brint, grøn naturgas og elektro-brændstoffer m.m. Det kan ske igennem Power2X-teknologierne.
  • Udvikling af teknologier hvor CO2 fra fossile eller VE-baserede kilder (industri, biogas mv.) fraskilles og deponeres eller udnyttes til produktion af VE-brændstoffer (CCU/CCS).
  • Udvikling af digitale energiløsninger der understøtter udviklingen af et mere fleksibelt, integreret og markedsbaseret energisystem.


Sådan kommer du godt i gang med ansøgningen

En ansøgning består af en række bilag, som skal indsendes via ansøgningsportalen. Se indkaldelse og ansøgningsportalen. Kontakt EUDP-sekretariatet for vejledning.


EUDP afholder informationsmøder i januar 2020

EUDP inviterer i fællesskab med Innovationsfonden og ELFORSK til informationsmøder d. 9. januar hos DTU i Lyngby og d. 14. januar hos Energi Danmark i Aarhus. Her præsenteres mulighederne for at få offentlig medfinansiering til energiprojekter inden for forskning, udvikling og demonstration. Der er også mulighed for bilateralt at drøfte ideer og projekter med programmerne.

Deltagelse i arrangementerne er gratis og tilmelding sker til Specialkonsulent Mads Lyngby Petersen på mlyp@ens.dk eller på tlf. 33 92 79 19. Der er ingen tilmeldingsfrist, men en øvre begrænsning på 50 deltagere. Tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet. 

Læs mere om EUDP på Energistyrelsens hjemmeside


Kontakt

Sekretariatschef i EUDP, Mogens Uhd Nielsen,+45 33 92 75 32, mun@ens.dk

Teamleader i EUDP, Hanne Thomassen, +45 33 92 67 78, hth@ens.dk