Gå til indhold
Foto: Modelbillede af energiøen i Nordsøen. Energistyrelsen.
Foto: Modelbillede af energiøen i Nordsøen. Energistyrelsen.

Nyhed -

Invitation til markedsdialog om rammerne for energiøen i Nordsøen

Energistyrelsen afholder markedsdialog for potentielle bydere og relevante brancher om udbudsrammerne for den kommende energiø i Nordsøen.

Markedsdialogen er en del af de indledende forberedelser til det kommende udbud af medejerskab til Energiøen i Nordsøen. De konkrete rammer for det kommende udbud vil blive fastlagt i en efterfølgende politisk proces.

Formål og fokus for markedsdialogen

I februar 2021 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at Energiøen skal konstrueres som en inddæmmet ø, der vil forbinde og distribuere strøm fra omkringliggende havvindmølleparker. Energiøen, som vil være en inddæmmet ø, udgør et helt nyt koncept for opsamling, fordeling og nyttiggørelse af strøm fra havvind i hidtil uset skala. Energiøen skal opføres i Nordsøen med en startkapacitet på 3 GW fra tilsluttede havvindmølleparker. Kapaciteten kan stige til 10 GW i fremtiden. Den politiske aftale anerkender, at det er vigtigt at inddrage kompetencer fra det private marked for at udnytte projektets potentiale. Det er derfor den danske stats mål, at ejerskabet af Energiøen deles mellem en privat medejer og den danske stat. Den danske stat skal dog altid være majoritetsejer af Energiøen (og majoritetsejer af aktiviteter defineret som kritisk infrastruktur).

Projektet indeholder ukendte og uprøvede aspekter både i forhold til fysisk projektering og etablering samt drift og vedligehold, men også økonomiske aspekter ift. forretningsmodel, finansiering og risikostyring. Endelig ligger der potentielt et stort innovations- og eksportpotentiale, som det vil være fordelagtigt at inddrage private, kommercielle aktører i.

Markedsdialogen vedrører medejerskab af Energiøen i Nordsøen, og vil ikke behandle vilkår for etablering af vindmølleparker og eltransmissionsforbindelser.

For at kunne målrette det kommende udbud af medejerskab af Energiøen til relevante tilbudsgivere, ønsker Energistyrelsen, at markedsdialogen kan bidrage med viden om, hvordan tidsplanen evt. kan optimeres, delt ejerskab bedst kan struktureres, hvordan en inddæmmet ø kan konstrueres, og hvordan projektet som helhed vil blive en indbringende investering for både den private medejer og den danske stat. På denne måde kan rammerne for udbuddet optimeres for i sidste ende at opnå gode og kvalificerede bud, så der sikres en optimal løsning for etablering og medejerskab af Energiøen til gavn for samfundet.

Deltagelse i markedsdialogen

Energistyrelsen vil invitere op til maksimalt 10 private aktører til at deltage i virtuelle dialogmøder via Skype. En sammenslutning af flere private aktører (fx et konsortium), der ønsker at deltage i et dialogmøde sammen, vil i denne sammenhæng betragtes som én privat aktør.

Udvælgelsen af deltagere til virtuelle dialogmøder vil basere sig på at sikre en bred sammensætning af relevante markedsaktører og potentielle tilbudsgivere fortrinsvis bestående af; potentielle private medejere af Energiøen, relevante finansielle investorer og entreprenører og/eller projektudviklere.

Energistyrelsen forbeholder sig ret til at udvælge et mindre antal deltagere, såfremt Energistyrelsen vurderer, at en bred sammensætning af relevante markedsaktører kan sikres med et færre antal end 10.

Udover afholdelse af virtuelle dialogmøder opfordrer Energistyrelsen alle relevante markedsaktører og potentielle tilbudsgivere til at levere skriftlige bemærkninger og svar til de spørgsmål, som Energistyrelsen har oplistet i dokumentet ”Discussion Paper”.

Anmodning om deltagelse i møder og skriftlige bemærkninger skal fremsendes pr. e-mail til fuldmægtig, Signe Marie Enghave på sgme@ens.dk. Beskriv venligst kort i anmodningen jeres virksomhed(er), samt hvorfor I har interesse i projektet.

Vejledende tidsplan for afholdelse af markedsdialog

15. marts 2021

“Discussion Paper” vil være tilgængelig på https://ens.dk/

16. marts 2021 kl. 12:00

Frist for anmodning om virtuelt møde med Energistyrelsen

18. marts 2021

Energistyrelsen udsender mødeindkaldelser til de udvalgte aktører

22.-26. marts 2021

Virtuelle dialogmøder med de inviterede deltagere.

6. april 2021

Frist for indlevering af skriftlige svar og bemærkninger.

Efter afholdelse af dialogmøderne vil Energistyrelsen offentliggøre et kort referat af hovedpointerne fra den gennemførte markedsdialog.

Energistyrelsen forventer at invitere til endnu en markedsdialog i 4. kvartal i 2021, hvor de mere specifikke udbudsrammer forventes at være fastlagt.

Energistyrelsen udsender mødeindkaldelse med videolink inden møderne skal afholdes.

Baggrund:

  • Parterne bag klimaaftalen fra 22. juni 2020 har i februar 2021 besluttet, at energiøen i Nordsøen skal anlægges som en kunstig ø, der skal samle og fordele strømmen fra omkringliggende havvindmølleparker. Energiøen i Nordsøen vil i første omgang skulle håndtere elproduktionen fra 3 GW havvindmøller, men havvindskapaciteten skal på sigt kunne udvides til 10 GW.
  • Det er besluttet, at staten til enhver til skal være majoritetsejer. Der er i den politiske aftale lagt vægt på, at etableringen af energiøen ikke kun er en opgave for staten, men en samfundsopgave, som bedst løses ved at aktivere relevant kompetence på tværs af stat og marked. Energistyrelsen forbereder derfor et udbud af rollen som statens private medejer i ejerskabet til den inddæmmede ø.
  • Parterne bag klimaaftalen blev ligeledes enige om placeringen af den inddæmmede ø samt de første 3 GW havvindmølleparker. Øen og havvindmøllerne vil ligge i Nordsøen mindst 80 km vest for Thorsminde.

Yderligere information

Læs yderligere information på Energistyrelsens hjemmeside, hvor det også er muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet om de danske energiøer.

Kontakt

Fuldmægtig, Signe Marie Enghave, tlf. 33 95 43 13

Related links

Emner

Pressekontakt

Ture Falbe-Hansen

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46
Morten Christensen

Morten Christensen

Pressekontakt Teamleder for Presse & Kommunikation Energistyrelsen +45 33 92 68 58

Relaterede nyheder

Velkommen til Energistyrelsen!

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Danmark