Få vores nyheder på mail

Kommende markedsdialog om Thor Havvindmøllepark

Nyhed   •   Nov 01, 2019 10:54 CET

Foto: Colourbox. Må ikke videredistribueres uden tilladelse.

Energistyrelsen og Energinet offentliggør programmet for markedsdialogen om udbuddet af Thor Havmøllepark, som afholdes den 25. november 2019. Samtidig offentliggøres et markedsføringsmateriale, som bl.a. beskriver Thor-projektet og den tilhørende tidsplan og proces for udbuddet.

På markedsdialogen vil Energistyrelsen og Energinet præsentere nogle af de væsentligste elementer i det kommende udbud og samtidig indsamle synspunkter fra potentielle bydere og investorer med henblik på at optimere rammevilkårene for udbuddet. Sigtet er i sidste ende at opnå lavest mulige budpriser, når der skal afgives bud på etablering af Thor Havmøllepark i 2021.

Hent programmet for markedsdialogen

Der vil i forlængelse af konferencen være mulighed for at afholde bilaterale møder af mere fortrolig karakter med Energistyrelsens og Energinets udbudsteam for Thor-udbuddet. De bilaterale møder afholdes i dagene 26.-29. november.  Potentielle bydere kan booke et møde ved at rette henvendelse til Energistyrelsens Søren Dale Pedersen (sdp@ens.dk) for at træffe nærmere aftale.

Tilmelding til markedsdialogen og aftale om bilaterale møder skal ske senest 14. november 2019. Deltagelse er gratis. Konferencen er målrettet potentielle bydere, investorer og deres rådgivere.

Sted for afholdelse af markedsdialogen

Markedsdialogen finder sted den 25. november 2019 fra kl. 10.00 i Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

Markedsføringsmateriale for Thor-udbuddet

Som optakt til markedsdialogen offentliggør Energistyrelsen et markedsføringsmateriale, der er målrettet potentielle bydere og andre interessenter i Thor havvindmølleprojektet. Materialet beskriver overordnet vilkårene for havvind i Danmark, herunder Thor havvindmølleprojektet og den tilhørende tidsplan og proces for udbuddet. Energistyrelsen er ansvarlig myndighed for udbudsprocessen og vil være officiel indgang for alle henvendelser om udbuddet.

Hent markedsføringsmaterialet om Thor Havvindmøllepark

Detaljeret dialogmateriale til konferencen 25. nov.

Energistyrelsen offentliggør primo november også et detaljeret dialogmateriale, som omhandler de centrale emner og spørgsmål, som ønskes drøftet på markedsdialogen. Her vil der særligt være fokus på nye elementer i det kommende udbud i forhold til de tidligere danske havvindudbud, herunder:

  • Tidsplan for udbuddet
  • Betingelser for prækvalifikation
  • Tildelingskriterier og finansielle betingelser
  • Gennemførelse af miljøundersøgelser
  • Forhold omkring nettilslutning

Om Thor Havmøllepark

Thor havvindmøllepark er den første af de tre havmølleparker, der blev besluttet i Energiaftalen fra 2018 og bliver med en kapacitet på 800-1.000 MW Danmarks største havvindmøllepark. Thor Havmøllepark forventes idriftsat senest i 2027.

For yderligere information om udbuddet af Thor Havmøllepark

Chefkonsulent, Jeppe Lundbæk, jel@ens.dk, telefon (+45) 3392 7553

Specialkonsulent, Søren Dale, sdp@ens.dk, telefon (+45) 3395 4323

Læs yderligere om Thor-udbuddet på www.ens.dk/thor

Nyhedsbrev om Thor

Du kan tilmelde dig nyheder om Thor-udbuddet ved at skrive til denne mail: thor@ens.dk

Du kan afmelde dig nyheder om Thor-udbuddet på same mail: thor@ens.dk