Få vores nyheder på mail

Udbud skal sikre udvidet rådgivningsindsats til grundbeløbsværkerne og deres varmekunder

Nyhed   •   Okt 10, 2019 13:20 CEST

Energistyrelsen åbner udbud, der retter sig mod rådgivere, som vil varetage indsatsen ”Udvidet rådgivningsindsats til grundbeløbsværkerne og deres varmekunder”.

Indsatsen vil løbe fra starten af 2020 og frem til udgangen af 2023. Udbuddet kører elektronisk, og kan findes på Kammeradvokatens digitale udbudssystem.

Tilbudsgivere skal registrere sig i systemet for at få adgang til udbudsmaterialet. Registreringen er gratis, og vejledningen hertil kan findes på ovenstående link.

Der er frist for indlevering af tilbud til Energistyrelsen mandag d. 25. november 2019, kl. 10:00. Såfremt der er spørgsmål til udbuddet og de dertilhørende dokumenter, bedes disse stillet via den elektroniske udbudsportal.

Kort om indsatsen

Den udvidede rådgivningsindsats målrettes grundbeløbsværkerne og skal være en hjælp til værkerne for at bidrage til en hensigtsmæssig omstilling til en tid uden grundbeløbet. Indsatsen indeholder rådgivning, der tilpasses det enkelte værks rådgivningsbehov.

Indsatsen er en udvidelse af den tidligere rådgivningsindsats ”Rådgivning til de hårdest ramte værker”, som udløber med udgangen af 2019. Gennem udbuddet skal der findes tre nye leverandører til at varetage rådgivningen af grundbeløbsværkerne og deres varmekunder. Indsatsen vil være en mere omfangsrig rådgivningsopgave end den tidligere indsats og kan bl.a. indeholde hjælp til udarbejdelse af beslutningsgrundlag og projektforslag til de enkelte værker.

Grundbeløbsværkerne vil først kunne søge om rådgivning under den udvidede rådgivningsindsats fra starten af 2020, når de tre nye leverandører er fundet.

Energistyrelsen håber, at der vil være stor interesse for udbuddet, og ser frem til at modtage tilbud.