Få vores nyheder på mail

Ansøgninger for 145 mio. kr. i tilskudspulje til virksomheder

Pressemeddelelse   •   Okt 29, 2020 11:54 CET

Foto: Colourbox.

Energistyrelsen har i alt modtaget ca. 225 ansøgninger om tilskud i første ansøgningsrunde til Erhvervspuljen. Samlet set er der ansøgt for ca. 75 pct. af årets afsatte midler.

Erhvervspuljen har været åben for ansøgninger fra virksomhederne fra d. 1. oktober til 15. oktober 2020, og ud af den samlede pulje på 188 mio. kr. i 2020 er der ansøgt om tilskud for ca. 145 mio. kr. svarende til cirka 75 pct. af puljen.

Tildelingen af midlerne i puljen sker på baggrund af en konkurrencebaseret model, hvor ansøgningerne rangeres efter lavest støttepris pr. sparet kWh. Der er et støtteloft i puljen på 7 øre pr. sparet kWh. Afskæringsprisen i tilskudsordningens første ansøgningsrunde blev fastsat til loftet på 7 øre, fordi dette niveau er højeste indkomne budpris, og fordi der samlet set er søgt mindre, end der er afsat i puljen i år.

Virksomhederne har nu frem til den 19. november til at indsende deres endelige ansøgninger.

"Vi er meget tilfredse med den store interesse for Erhvervspuljen i første ansøgningsrunde. Vi har sammen med branchen haft et intensivt forløb frem mod den fremrykkede åbning af puljen allerede i 2020. Virksomhederne har haft meget kort forberedelsestid op til ansøgningsfristen i første runde, og på den baggrund er det positivt, at vi har modtaget ansøgninger svarende til cirka 75 procent af puljens størrelse i 2020. Vi ser frem til, at der kommer endnu flere ansøgninger i de næste runder i 2021 og frem, siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen, Energistyrelsen.

Fakta:

Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. Puljen er på i alt ca. 3,3 mia. kr. og løber fra 2020 til 2029. De nærmere tidsfrister for første ansøgningsrunde i 2021 forventes udmeldt omkring 1. december 2020. Læs mere om puljen på: www.ens.dk/erhvervstilskud

Kontakt

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 2513 7846, e-mail: tfh@ens.dk

Kontorchef Mads Krogh, mobil: 2217 8178, e-mail: mag@ens.dk

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.