Få vores nyheder på mail

Den britiske energi- og klimastyrelse vil lære af dansk fjernvarme

Pressemeddelelse   •   Apr 23, 2015 02:00 CEST

En videbegærlig delegation fra den britiske energi- og klimastyrelse, Department of Energy and Climate Change (DECC), besøger i denne uge Energistyrelsen i København for at høste godt af vores store viden om dansk fjernvarme.

I denne uge får Danmark besøg af en delegation fra den britiske energi- og klimastyrelse – Energistyrelsen er værter. Delegationen består af fire nøglemedarbejdere fra Department of Energy and Climate Change (DECC), med Chefen for Heat Networks Policy, Guy Boulby, i spidsen.

Programmet over det to dage lange besøg er tæt. Der er planlagt adskillige møder med Energistyrelsen for at præsentere DECC for danske løsninger inden for især fjernvarmesektoren. Her har Danmark massiv erfaring og kan præsentere løsninger indenfor både produktion, regulering og forsyning. I programmet indgår en gennemgang af den Danske energiscenarieanalyse frem til 2050, et overblik af den danske varmesektor, herunder fjernvarmens rolle i det danske energisystem, og en beskrivelse af de praktiske udfordringer indenfor EU-lovgivning. 

Den britiske delegation skal også nå at besøge Albertslund kommune, Centralkommunernes Transmission, og Borup Varmeværk. Formålet er her at give briterne et indblik i kommunal varmeplanlægning og de praktiske udfordringer, fra tilslutningspligt til konkrete planer for udvidelse af fjernvarme.

Der findes også tid til et besøg hos Energitilsynet for at introducere DECC til den danske tilgang til omkostningsfordeling mellem el og varme i energiproduktionen, forbrugerbeskyttelse og det generelle tilsyn med sektoren. Delegationen introduceres dermed også for en af de væsentligste offentlige aktører i forhold til regulering af den danske energisektor.

Besøget hos Energistyrelsen slutter i morgen fredag, hvorefter briterne rejser hjem til en udfordring af de større med 53 mio. indbyggere, hvoraf 2-3 % af husholdningerne er tilsluttet fjernvarme. Til sammenligning er over 63 % af danske husholdninger tilsluttet fjernvarme.

Torsten Malmdorf
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 41 28 46 39
tma@ens.dk
 

Anders Hasselager
Specialkonsulent
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 41 72 91 52
AH@ENS.DK