Få vores nyheder på mail

Energistyrelsen offentliggør energistatistik for første halvår 2019

Pressemeddelelse   •   Aug 30, 2019 09:00 CEST

Figur: Faktisk energiforbrug pr. kvartal i Danmark [PJ]

Det faktiske energiforbrug faldt i første halvår af 2019 med 3,6 pct. i forhold til samme periode året før. 

Det faktiske energiforbrug i 1. halvår 2019 faldt med 3,6 pct. i forhold til 1. halvår 2018. Forbruget af kul og naturgas faldt med hhv. 31,6 pct. og 10,6 pct. i første halvår 2019 sammenlignet med første halvår 2018, mens forbruget af olie og steg med 3,4 pct. og forbruget af vedvarende energi var stort set uændret (stigning på 0,3 pct.) Dette skyldes, at en stigning i elproduktionen fra vindkraft og solceller næsten udbalanceres af et fald i de centrale værkers forbrug af biomasse.

Faldet i energiforbrug skyldes dels lidt varmere vejr end i første halvår sidste år, og dels at vindkraftproduktionen steg 22,6 pct., særligt på grund af bedre vindforhold. I årets første halvår var der således 6,6 pct. færre graddage sammenlignet med samme periode året før. Stigningen i vindkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraftanlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med kul, gas og biomasse) også afstedkommer et konverteringstab.

Danmark havde en nettoimport af el i de første seks måneder af 2019 på 6,6 PJ, svarende til 10,7 pct. af den samlede danske elforsyning. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet, var energiforbruget 3,7 pct. lavere i første halvår af 2019 i forhold til samme periode året før.


Fald i forbruget af biomasse 

Biomassen anvendes på de centrale værker i overvejende grad til kraftvarme­produktion, og forbruget følger derfor i vid udstrækning forbruget af fjernvarme. På figur 2 ses, hvordan forbruget af biomasse på de centrale værker hovedsagelig ligger i fyringssæsonen, mens biomasseforbruget er lavt hen over sommeren.

Forbruget af biomasse faldt 16,3 pct. på de centrale værker i 1. halvår af 2019 sammenlignet med 1. halvår af 2018. Forbruget af biomasse på de centrale værker vurderes at være påvirket af, at der i 1. halvdel af 2019 var varmere vejr end samme periode i 2018.

I 1. halvdel af 2019 var biomasseforbruget 6,5 pct. højere end det gennemsnitlige biomasseforbrug i 1. halvdel af de 5 forudgående år, hvilket afspejler at flere centrale kraftværksanlæg er blevet ombygget til brug af biomasse de seneste år.

Figur 2: Biomasseforbrug på centrale værker [TJ]


Fald i kulforbruget

Figur 3 viser udviklingen i de centrale værkers kulforbrug. Forbruget af kul på de centrale værker følger ligeledes kraftvarmeproduktionen, og forbruget er derfor størst i de måneder, hvor fjernvarmeforbruget er højt. I 1. halvår 2019 faldt kulforbruget på de centrale værker 32,9 pct. i forhold til 1. halvår af 2018. På de centrale værker faldt kulforbruget 41,3 pct. i forhold til det gennemsnitlige kulforbrug i 1. halvår de seneste 5 år.

Figur 3: Kulforbrug på centrale værker [TJ]


Højere vindkraftproduktion og højere vindkraftandel i 1. halvdel af 2019

Figur 4 viser udviklingen i den danske vindkraftproduktion. Den samlede vindkraftproduktion i 1. halvdel af 2019 var 22,6 pct. højere end i 1. halvdel af 2018. Især i marts og maj 2019 lå vindkraftproduktionen betydeligt højere end i samme måneder i 2018. Årsagen til den højere vindkraftproduktion i 1. halvdel af 2019 skyldes både en øget vindkraftkapacitet og gennemsnitligt højere vindhastigheder i forhold til samme periode i 2018. Den samlede vindkraftproduktion i 1. halvdel af 2019 var 18,8 pct. højere end gennemsnittet for perioden i de forudgående 5 år.

Figur 4: Vindkraftproduktion [GWh]

På figur 5 ses udviklingen i vindkraftens andel af den indenlandske elforsyning. I 1. halvdel af 2019 udgjorde vindkraftproduktionen 48 pct. af den indenlandske elforsyning mod 38 pct. i 1. halvdel af 2018. Den gennemsnitlige vindkraftandel af den indenlandske elforsyning i samme periode de seneste 5 år udgjorde 40,0 pct.

Figur 5: Vindkraftens andel af elforsyning [pct.]

Stigning i elproduktion fra solceller

Figur 6 viser elproduktionen fra solceller. I 1. halvdel 2019 var elproduktionen fra solceller 6,9 pct. højere end i 1. halvdel 2018. Den største forskel ses i marts og april, hvor der var 46 pct. flere solskinstimer i 2019 end i samme periode i 2018. Desuden blev der i 1. halvdel 2019 idriftsat flere solceller med en samlet kapacitet på 10,2 MW. Elproduktionen fra solceller i 1. halvår af 2019 var 37,4 pct. højere end den gennemsnitlige elproduktion fra solceller i de forudgående 5 år.

Figur 6: Elproduktion fra solceller [GWh]

Fald i energiproduktionen

Samlet faldt produktionen af primær energi med 0,5 pct. i forhold til første halvår af 2018.

Enhed: TJ Primær energiproduktion Faktisk energiforbrug Energiforbrug korrigeret for nettopimport af el
1.-2. kvartal 2019 289.305 376.413 384.623
1.-2.kvartal 2018 290.810 390.404 399.198
1.kvartal 2019 145.720 193.935 192.528
1. kvartal 2018 154.065 214.185 212.854
2.kvartal 2019 143.585 182.478 192.095
2.kvartal 2018 136.745 176.219 186.344

Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i 1. halvår i 2018 og 2019 [TJ]

Kilde: Månedlig energistatistik

Kontaktinfo:

Ali Zarnaghi, Energistyrelsen, 33 92 68 40, aaz@ens.dk

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.