Få vores nyheder på mail

Nord Stream 2 AG må anvende rørlægningsfartøjer med ankre

Pressemeddelelse   •   Jul 06, 2020 11:00 CEST

Foto: Colourbox.

Energistyrelsen har truffet afgørelse om, at Nord Stream 2 AG også må anvende rørlægningsfartøjer med ankre i forbindelse med etablering af Nord Stream 2 rørledningerne.

Energistyrelsen har efter anmodning fra Nord Stream 2 AG truffet afgørelse om ændring af vilkår om anvendelse af rørlægningsfartøjer med selvpositionering (DP-rørlægningsfartøjer) i den etableringstilladelse til Nord Stream 2 naturgasrørledningerne, som Energistyrelsen gav Nord Stream 2 AG den 30. oktober 2019. Ændringen medfører, at selskabet kan anvende rørlægningsfartøjer med ankre, enten selvstændigt eller i kombination med DP-rørlægningsfartøjer.

I afgørelsen har Energistyrelsen blandt andet lagt vægt på, at den resterende del af rørledningerne, der skal etableres i Danmarks eksklusive økonomiske zone syd for Bornholm, er uden for området, hvor bundtrawl, ankring og havbundsintervention frarådes på grund af risikoen for dumpet krigsgas.

Afgørelsen træffes i henhold til kontinentalsokkelloven og med udgangspunkt i Danmarks forpligtelser efter FN’s havretskonvention. Her er Danmark forpligtet til at tillade anlæggelse af transitrørledninger med respekt for sikkerhed, ressourcer og miljø.

Nord Stream 2 AG anmodede den 5. juni 2020 om også at kunne anvende rørlægnings­fartøjer med ankre i forbindelse med etablering af Nord Stream 2. Rørlægningsfartøjer med ankre er vurderet i miljøkonsekvens­rapporten for Nord Stream 2, men ikke omfattet af tilladelsen fra oktober 2019.

Se afgørelse om ændring af vilkår 19 i tilladelse til Nord Stream 2 mm.

Baggrund

Rørledningsprojektet er del af et større rørledningsprojekt, der består af to rørledninger til transport af gas fra Rusland til Tyskland. Det drejer sig om to parallelle 1230 km lange naturgasrørledninger, som skal udgå fra Rusland og forløbe hen over russisk, finsk, svensk, dansk og tysk havområde og gå i land på den tyske kyst. Rørledningerne kan transportere 55 mia. m3 naturgas om året. Myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Tyskland og Danmark har meddelt tilladelser til projektet.

Kontakt

Katja Scharmann, Energistyrelsen, tlf: 33 92 66 72, e-mail: ksc@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 2513 7846, e-mail: tfh@ens.dk

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.